Godt nyt for DK: Italiensk stjerne er skadet

Mario Balotelli er frygtindgydende på en fodboldbane. Både på grund af hans evner og på grund af hans opførsel. Derfor vil han naturligt være en spiller, som Danmarks landshold frygter.

Det behøver spillerne måske ikke. Mario Balotelli er nemlig småskadet og yderst tvivlsom til fredagens VM-kvalifikationskamp mod Danmark.

Ifølge Skysports, indikerer lægestaben på Italiens fodboldlandshold, at "alt er under kontrol," men ifølge italienerne er Balotelli ikke desto mindre tvivlsom med en knæskade.

- Tirsdag klagede spilleren lidt, og han har i dag været igennem en skanning. Resultatet var negativt, men for af sikkerhedsårsager trænede han ikke i onsdag, siger det italienske fodboldforbund.

Insigne og Verratti trænede heller ikke med. Balotelli har øjensynligt et lille problem ved venstre knæ.

- Jeg vil evaluere ham dag for dag. Hvis han kommer sig hurtigt, kan han også spille, lyder meddelelsen fra italienernes lægestab.

Italienske medier spekulerer nu i, at Mario Balotelli får lov at blive hjemme fra kampen mod Danmark. Italien har allerede kvalificeret sig til VM-slutrunden i Brasilien.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV