Gravid kvindes vand gik midt i overhalingssporet på motorvejen

Der er ting her i livet, som man ikke kan udskyde. Eksempelvis en baby, der har indstillet sig på at komme til verden i en fart.

Det oplevede Devi Mariah Ostler i går, rapporterer KSL

Hun havde netop sat sin seksårige søn af ved sin mors hus, da hun begyndte at få veer. Den gravide kvinde hoppede resolut i bilen og vendte snuden mod hospitalet via motorvejen i Utah.

Men midt på motorvejen, mens hun kørte 120 kilometer i timen i overhalingssporet, gik vandet. På det tidspunkt vidste hun, at hun var nødt til at ringe efter hjælp.

“Jeg prøver at komme over i den anden vejbane. Jeg er nødt til at presse!,” sagde hun til kvinden fra alarmcentralen, som hun havde i røret.

Ambulancepersonale og politiet hastede til stedet på motorvejen, hvor Devi Mariah Ostler havde holdt ind.

“Han kom lige ud i mine hænder. Det var meget følelsesladet,” siger betjenten Josh Carr, som nåede frem til stedet, lige i tid til at hjælpe med fødslen.

Devi Mariah Ostler fødte en sund og velskabt dreng på 4500 gram.

Både mor og barn har det godt trods den turbulente fødsel.

Dagens Gossip