Gravides jodmangel skader hjernen

Når gravide kvinder indtager for lidt jod under graviditeten, kan det skade udviklingen af fostrets hjerne og barnets indlæringsevner.

Ifølge en ny dansk undersøgelse fra Aalborg Universitetshospital har 15 procent af de gravide et jodniveau langt under det anbefalede.

- Der er anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen om, at gravide skal spise folinsyre, D-vitamin og jern under graviditeten. Mange gravide får disse ting gennem en vitaminpille, som så i nogle tilfælde også indeholder jod, men i andre ikke, siger professor og overlæge ved Medicinsk Endokrinologisk Afdeling Peter Laurberg.

Han står bag undersøgelsen af 245 nordjyske kvinder sammen med læge og ph.d. studerende Stine Linding Andersen.

Kvinderne har besvaret spørgsmål om kost og helbred, og forskerne har analyseret urinprøver og kvindernes kosttilskud. 84 procent af kvinderne tog et kosttilskud med jod, knap 12 procent tog et tilskud uden jod. De sidste tog ingenting.

- Mere end hver 10. gravide kvinde tager altså kosttilskud og tror, de gør det helt rigtige, selv om det gør de jo ikke, når de ikke får jod, siger Peter Laurberg.

Det anbefalede jodniveau for gravide er på omkring 150 mikrogram. Selv blandt de kvinder, der fik vitaminpiller med jod, var jodniveauet generelt lavere og helt nede på 109 mikrogram. Men det var på bare 68 mikrogram hos de kvinder, der ikke gjorde.

- Det er bekymrende lidt. Især fordi det er gennemsnitstal, som betyder, at nogle ligger betydeligt lavere. Flere nyere internationale undersøgelser tyder på, at selv lettere jodmangel kan have alvorlige konsekvenser for hjerneudviklingen hos fostret og påvirke barnets senere indlæringsevner og intelligens, siger Peter Laurberg.

Han mener derfor, at jodtilskud fremover klart bør indgå i Sundhedsstyrelsens anbefalinger og i lægers og jordemødres rådgivning af alle gravide.

/ritzau/

Dagens Gossip