Guldregn: Kæmpe prishop på brugte biler

Man skal gribe dyrere i lommen, hvis familien skal udskifte bilen.

En brugt Ford Mondeo koster i dag 30.000 kroner mere end for bare ét år siden. I gennemsnit er en familiebil med et par år på bagen steget 20.000 kroner i pris. Det viser en ny analyse af bilmarkedet fra Spar Nord og BilBasen.

Forklaringen på de stigende priser er, at der er færre brugte biler på markedet samtidig med, at efterspørgslen efter biler med plads til barnevogn og sodavandskasser er steget.

- Hvis man kigger på virksomhederne tilbage i 2009, så købte de ikke nær så mange firmabiler som tidligere på grund af den finansielle krise. Og derfor kommer der ikke så mange biler ud på markedet tre år efter, siger cheføkonomi i Spar Nord, Jens Nyholm.

Ifølge analysen er der i 2012 solgt knap 5.000 nye familiebiler til private danskere, mens danskerne i samme periode har handlet 138.000 brugte familiebiler.

Trods de stigende priser på brugte biler, er det ikke blevet mere attraktivt at købe ny bil.

- Kun hvis man går efter en lille bil. Det er trods alt de færreste familier, der kan klare sig med de helt små biler til barnevogn, indkøb og skiferien, siger Jens Nyholm.

Det er fortsat de brændstoføkonomiske dieselbiler, der er de mest ombejlede familiebiler, oplyser direktør for BilBasen og DBA, Biler Morten Heuing.

- Og blandt dieselbilerne er det klart de sorte og sølvfarvede stationcars, der bliver handlet til de højeste priser, siger han.

 

Dagens Gossip