Gymnasieelever strejker mod SU-stramninger

Lærerne er sendt på lærerværelset, efter eleverne på Favrskov Gymnasium i Hadsten tirsdag valgte at strejke mod regeringens planlagte SU-stramninger, der blev præsenteret i sidste uge.

Det fortæller Favrskovs Gymnasiums elevrådsformand, Noah Vamberg.

- Vi har holdt et stormøde i morges, hvor vi stemte om, hvorvidt vi skulle nedlægge undervisningen. Det endte med 73 procent af stemmerne for forslaget, så nu strejker vi, siger han til Ritzau.

Protesten sker som konsekvens af SU-reformen, som ifølge gymnasieeleverne ikke giver mening.

- Reformen rammer ufatteligt socialt skævt. Og så giver de kontante nedskæringer heller ikke mening, når vi skal have den mest veluddannede generation nogensinde, siger Noah Vamberg.

På Favrskov Gymnasium accepterer lærerne elevernes valg om at strejke imod reformen.

- Vi samarbejder med elevrådet og anerkender, at de nedlægger arbejdet, siger Hanne Kragelund, pædagogisk leder på Favrskov Gymnasium.

- Alle lærerne arbejder med andre ting i dag, og så bliver der holdt et møde klokken 13.30 igen, tilføjer hun.

Ifølge Danske Gymnasieelevers Sammenslutning overvejer flere gymnasier i hele landet at strejke de kommende dage.

Torsdag er der varslet demonstration i København mod regeringens SU-planer, hvor busser vil transportere gymnasieelever fra hele Danmark til hovedstaden for at råbe politikerne op.

- Vi demonstrerer på torsdag, fordi vi er utilfredse med SU-reformen.

- Vi håber, at regeringen og forligspartierne vil lytte til, at vi ikke ønsker forringelser på vores SU, og at de vil ændre forliget og trække nogle dele tilbage, siger Ida Begtrup Andersen, næstformand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.

Indtil videre har 8000 unge på Facebook meldt deres ankomst til demonstrationen på torsdag, og Ida Begtrup Andersen håber, at endnu flere vil møde op, når der bliver stemt på de københavnske gymnasier torsdag inden protesten.

SU-reformen, der blev fremlagt for en uge siden, skal give to milliarder kroner i besparelser.

Blandt andet skæres der i SU'en til hjemmeboende studerende, og studerende, som er mere end to år om at påbegynde en videregående uddannelse, kan kun få SU til den normerede tid, modsat i dag hvor studerende har SU til et ekstra studieår.

/ritzau/

 

Dagens Gossip