Hækkerup: Oberst Hackel-typer i forsvaret

Danmarks forsvar lider under illoyale og stivnakkede topofficerer, som har deres helt egen agenda og forsøger at modarbejde politikerne.

Så skarp er kritikken fra den tidligere forsvarsminister Nick Hækkerup (S) i et interview med Berlingske.

- Der er nogle oberst Hackel-typer, som kører deres egne politiske dagsordener. De er meget besværlige, meget snæversynede og er efter min bedste overbevisning bestemt ikke nogen gevinst for det danske forsvar.

- Det tror jeg godt, at jeg kan sige nu. Det kunne jeg aldrig, da jeg sad på posten, siger Nick Hækkerup til Berlingske.

Socialdemokraten var forsvarsminister i knap to år, og her tog han flere kampe med forsvaret - blandt andet skulle han slanke budgettet med tre milliarder kroner og iværksætte sammenlægningen af Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet.

Nick Hækkerup anklager flere i forsvarets top for at underløbe processen og sætte ministeren i et dårligt lys, skriver Berlingske. Han ønsker dog ikke at sætte navne på sin kritik.

Mens Enhedslisten roser Nick Hækkerup for sin konkrete lussing mod toppen af forsvarets hierarki, så kalder Venstres forsvarsordfører kritikken for et "uhørt angreb":

- Nick Hækkerups mål som forsvarsminister var at lægge sig ud med alt og alle. Så jeg ser det som afslutningen på en - heldigvis - kort karriere i Forsvarsministeriet, hvor han gjorde mere skade, end han gjort gavn, siger Troels Lund Poulsen til avisen.

Officerernes fagforening - Hovedorganisationen af Officerer i Danmark - erkender, at der kan være enkelte i forsvaret, der minder om den stivnakkede oberst fra "Matador", men der er ikke tale om et generelt billede, mener formanden ifølge Berlingske.

/ritzau/

Dagens Gossip