Han skrev et brev til sin hund Benny: Nu har over 120.000 delt det

Den mest rørende historie om en mand og hans hun er blevet delt over 120.000 gange.

Musiker John Pointer har en side på Facebook, som er til ære for hans hund Benny.

15. februar skrev han dette indlæg, som har rørt dyreelskere verden over.

Dagens.dk har oversat indlægget og bringer billeder og tekst med godkendelse af John Pointer:

"I går var en mærkelig dag. Jeg kunne ikke få mig selv ud af sengen. Fyren, jeg bor samme med, løftede mig. Jeg prøvede at få benene under mig, men de ville ikke samarbejde. Han sagde: “Du skal ikke bekymre dig, jeg har dig, min ven,” bar mig nedenunder og ud af fordøren. Meget sødt af ham. Jeg havde stærkt brug for en tissetår. Jeg blev nødt til bare at tisse, lige der hvor han satte mig ned. Normalt ville jeg ikke have gjort sådan, men vi blev enige om at gøre en undtagelse.

Jeg begyndte at gå mod den parkeringsplads, hvor alle hundene ligesom mig går hen for at lave hundelorte. Jeg følte mine poter trak hen ad gaden. “Hvor mærkeligt,” tænkte jeg. Så måtte jeg pludselig bare gøre det midt på parkeringspladsen. Normalt ville jeg aldrig have gjort sådan. Det er imod reglerne.

Mit menneske gjorde rent efter mig. Det er han god til. Jeg var lidt pinligt berørt, kiggede på ham, og han sagde: “Har du lyst til at gå lidt længere, min ven?” Det gjorde jeg, men det var overraskende hårdt. Da vi nåede enden af parkeringspladsen, var jeg helt rundtosset. Jeg prøvede at gå op af den lille bakke, men væltede næsten. Jeg kunne ikke finde ud af, hvad det var, der foregik.

Han rakte ned efter mig igen, og hans hænder aede mig. Det føltes rart. Han løftede mig op og bar mig hjem. Jeg var stadig forvirret og jeg følte mig let i hovedet, men jeg var glad for ikke at skulle gå hele vejen tilbage. Det virkede pludselig som en uoverkommelig lang vej at skulle gå.

(Foto: kevin Lance, Brevet fortætter under billede)

Jeg var så glad for at ligge på min seng. Mit menneske nussede mig, mens han sagde “jeg har din ryg, min ven.” Jeg elsker den måde, som det får mig til at føle. Det ved jeg, han gør. han gør alting bedre.

Han mærkede på mine poter og trak op i min læbe. Han sagde: “gamle ven, er du kold?” Det var jeg. Mit ansigt var koldt. Mine poter var kolde. Han skrev til nogle mennesker og kom tilbage for at nusse mig. Et par minutter senere, ankom endnu en person. Han er en af mine favoritter, og han hedder Jay. Han nussede mig også og sagde til mit menneske: “vil du have et tæppe?” De puttede et tæppe over mig mig, og wow… det føltes godt. Jeg slappede af og de nussede mig begge to, men begge blev lidt rørstrømske.

Jeg har aldrig lyst til, at de skal græde. Det knuser mit hjerte. Det er min opgave, at få dem til at have det bedre, og jeg var bare en smule træt og kold. Jeg vekslede imellem at være vågen og sove, og de var der hele tiden for at sikre sig, at jeg var ok, mens de snakkede med hinanden.

Om aftenen kom der flere af mine yndlings mennesker. De var alle meget kærlige. Jeg slikkede deres tårer væk, når de kom tæt nok på mit ansigt. De hviskede søde ting i mit øre, og sagde til mig, at jeg er en god dreng. Senere den aften havde jeg det godt nok til at rejse mig og gå hen til døren for at se, hvem der kom. Det var mere udmattende, end det nogensinde har været, men det var herligt at se dem allesammen. Jeg hørte mit menneske sige noget med: “Det er første gang, han selv har kunnet rejse sig op i dag af sig selv.” Alle virkede glade for, at jeg var ude af sengen. Det var jeg også, men wow… efter begejstringen lagde sig, var det så overvældende at bevæge sig rundt.”

Efter sidste besøgende var gået, tog mit menneske mig udenfor for at gøre, hvad han kalder “mine forretninger.” Vi gik ind igen, og da vi nåede bunden af trapperne, så den dobbelt så stejl ud og 10 gange højere, end jeg huskede, den var. Jeg kiggede på mit menneske, og han kiggede på mig. Han sagde: “Bare rolig, min ven, jeg har dig,” og bar mig op af trapperne.

Så skete der noget herligt. I stedet for at sove i min egen seng, kaldte han mig op til sig i hans seng. Lad mig gentage: “Jeg fik lov til at sove i mit menneskes seng”. Vi har normalt vores egne senge, men i går puttede vi, og det føltes så godt at være så tæt på ham. Jeg tænkte “Det er her, jeg hører til. Jeg vil aldrig forlade hans side.”  Jeg var til gengæld ikke helt frisk, og det var hårdt at trække vejret nogle gange.

Det virker som om, det startede for nogle måneder siden. Vi legede ‘hent pinden’, og så havde jeg et ‘black out’. Jeg ved ikke, hvad der skete, men jeg stoppede med at trække vejret. Jeg kunne høre mit menneske kalde mit navn. Jeg kunne ikke bevæge en muskel. Han løftede mit hoved og kiggede mig ind i øjnene. Jeg kunne se ham lige foran mig, men jeg kunne ikke give ham et slik. Han sagde: “Benny, er du der?” Jeg kunne ikke svare. Han kiggede på mig og sagde: “Vær ikke bekymret, jeg har dig, jeg har din ryg.” Jeg begyndte at glide ind i mørket, men så tog mine lunger et dybt åndedrag, og jeg kunne se igen.

Vi så nogle læger, og siden da, har jeg hørt en masse ord som ‘kardiomypati’. ‘kræft’ og ‘nyresvigt’. Alt, hvad jeg ved, er, at nogle gange har jeg det fint, og andre gange… ja, I ved, så har jeg det ikke fint. Mit menneske giver mig piller.

Denne morgen hørte jeg mit menneske stå op og tage et bad. Han kom tilbage i rummet og lugtede så fint. Han hjalp mig med at komme op, men denne gang, kunne jeg godt klare det selv. Vi gik hen til toppen af trappen og puha… de så lange og stejle ud igen. Han sagde: “Jeg har dig, min ven” og bar mig ned af trapperne. Jeg gjorde, hvad jeg skulle udenfor, og så kom vi ind igen. Han åbnede en dåse med virkelig lækkert våd hundemad. Hold da op… Jeg elsker den slags.

Jay dukkede op igen. Dejlig overraskelse! Han og mit menneske virkede bekymrede, men alle nussede mig. Det virkede lidt som en leg, da alle lægerne var kede af det, men lod som om, de var glade. Kort efter dukkede endnu en person op. Hun bar lægebukser, og jeg lænede mig op ad hende.

Jeg hørte dem tale. Alle kiggede på mine gummer og mærkede på mine poter. Jeg hørte doktor damebuks sige, “det er din beslutning, men han er helt sikkert nået dertil. Jeg vil ikke presse dig, men når man ser på, hvor lidt farve han har, så er jeg ærligt talt chokeret over, at han overhovedet står op. Udover poter og gummer, så se her…” Hun pegede på mit ansigt, “Det her skulle være lyserødt, det er næsten hvidt og er begyndt at blive gulligt.”

Mit menneske og Jay gik ind for at snakke om noget. Da de kom tilbage, hørte jeg mit menneske sige: “Jeg er enig. Jeg har ikke lyst til at vente, indtil han er i total smerte.” Så vi gik indenfor. For at være ærlig, så havde jeg det ret dårligt, selvom jeg gik rundt. Det virkede som om hele mit hoved var koldt, mine poter var frosne og mine bagben virkede ikke ordentligt. Doktor damebuks sagde “Jeg sprøjter det her i musklen på ham. Det er bedøvende. Så kommer jeg over til jer igen, og så kan I give ham kærlighed, indtil han sover.” Mit menneske kyssede mig i ansigtet og kiggede mig i øjnene. Han prøvede ikke at græde. Doktor damebuks gav mig en sprøjte med noget i mit ben. Jeg kiggede bare på mit menneske. Han er så sej. Jeg vil altid være lige ved hans side.

Han og Jay nussede mig og sagde de rareste ting - hvilken god hund, jeg er, hvor god jeg har været, hvor glade de var for at have mig i deres liv. Efter en tid begyndte mit hoved at snurre rundt. FOKUSER! Jeg kiggede på mit menneske. Jeg elsker ham så meget.

Jeg gled væk igen. FOKUSER! Jeg kan se mit menneske. Jeg elsker ham. Jeg vil altid være hos hans side. Det ved han. Er jeg søvnig? FOKUSER! Jeg vil altid se på ham med hele mit hjerte…

Doktor damebuks sagde: “Han må have en utrolig vilje for at blive med dig. Han er virkelig stærk. Det er imponerende.” Mit menneske holdt tårer tilbage og sagde “Jeg ved det. Han lever for mig. Han er det mest loyale væsen nogensinde…” Vi lagde vores hoveder sammen og lukkede vores øjne. jeg havde det godt. Jeg kan ikke rigtig beskrive det. Vi kiggede på hinanden igen. Jeg følte for at lade mig selv rive med den snurrende fornemmelse, men måske var det bedre at ligge ned. Mit menneske hjalp mig ned. Det føltes rigtig godt.

Læs også: Kinas nye dille: For 30.000 kroner kan du få din egen “tommelfinger-abe”

Jeg mærkede ham og Jay nusse mig, og jeg hørte dem tale til mig. De elsker mig så meget. Hvor heldig kan man være?” Så følte jeg tusind hænder nusse mig. Alle jeg nogensinde har kendt og elsket var her for at nusse mig, klø mig bag øret, og det sted under mit halsbånd, som får mit ben til at bevæge sig. Alle burde prøve det, det er fantastisk.

Så kunne jeg mærke doktor damebuks røre ved mit ben. Fortalte jeg jer, at mit menneske fik min knæ reparerede? De er lavet af titanium og har været gode, men I ved… Jeg har knirket lidt på det sidste.

Mens alle nussede mig, puttede doktor damebuks endnu en sprøjte i mit ben, men denne gang, som væsken kom ind, virkede mit ben helet! Mine knæ var perfekte! Og som det bevægede sig igennem min krop, forsvandt min kræft. Og så havde nyrerne det bedre! Og til sidst var selv mit hjerte helt igen og sundt. Jeg følte, jeg var hoppet ud af al min sygdom. Fantastisk!

Jeg så mit menneske og Jay, og kvinden der bor i vores hus, Shelly. De stod alle sammen bøjet indover noget. Jeg gik derover for at kigge. Det så ud til… Det lignede lidt mig, men bare den måde jeg så ud, da jeg var meget syg og udmattet. Ansigtet var sløret, så jeg kunne ikke rigtig se det, men den stakkels fyr så ud til, at han havde lidt.

(Foto: Cindu Haynie, Brevet fortsætter under billedet)

Jeg kunne se mit menneske både var lette og meget, meget ked af det. Jeg elsker ham så meget. Jeg kigger på skallen, som ligner mig og på ham… Jeg tænker, han er ked af det med skallen af den gamle  hund. Jeg hopper ind i værelset som en klovn, men det ser ud til, de gerne vil være dystre og fokusere på, hvad end den ting er, som de nusser og kysser.

Men mit menneske er helt sikkert trist. Jeg lænede mig op ad ham, som jeg har gjort en million gange før, men det var ikke helt det samme. Det føltes som om, hans krop var en sløret sky, og jeg kunne gå lige igennem ham. Så jeg gik op til ham, satte mig som en god dreng, og mit hjerte hviskede til ham: “Du skal ikke bekymre dig, min ven, jeg har din ryg”. Jeg vil aldrig forlade hans side. Det ved han. "

Følg Dagens Dyreriget for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV