Helsefirma snyder og truer sine kunder

"Dokumenteret virkning - gratis prøve i 30 dage", lyder tilbuddet. Men bider man først på, smækker fælden. Tusindvis af danskere er ifølge Politiken havnet i kløerne på firmaet Helse Danmark A/S, som trods navnet er baseret i Singapore .

Ved at spekulere i især ældres uvidenhed om internettet lokker det danskejede firma forbrugerne til at tegne uigennemskuelige abonnementsordninger på blandt andet piller mod prostata og leddegigt.

Kunderne siger ja til en gratis prøve, men når regningen kommer, har de pludselig forpligtet sig til et uopsigeligt abonnement. Det, der startede som et gratis tilbud, kan ende med en regning på op mod 1.700 kroner.

Og betaler de ikke, trues de med "retslig inkasso og registrering i RKI".

I første halvår af 2011 opsnappede myndigheder knap 2.000 pakker med ulovlige lægemidler fra firmaet til private danskere, og i første halvår 2012 er det tal fordoblet, oplyser Sundhedsstyrelsen.

Den har siden 2010 gjort Helse Danmark opmærksom på, at firmaet blandt andet overtræder lægemiddelloven og markedsføringsloven. Men det har endnu ikke fået firmaet til at ændre sin praksis.

Siden har man meldt firmaet til politiet. Men problemet er næsten umuligt at gøre noget ved, erkender Sundhedsstyrelsen.

- Var det foregået i den fysiske verden nede på hjørnet, havde vi været nede og lukke og slukke butikken med politiets mellemkomst. Så let er det ikke her, siger kontorchef Matilde Kyst Behrens til Politiken.

Hos Forbrugerombudsmanden siger chefkonsulent Katrine de Neergaard, at der på grund af internettet kommer flere og flere af den slags firmaer, som sælger et produkt, og så er mange lige pludselig bundet af et abonnement.

- Det her er næsten så tæt på bedrageri, som vi kan komme, siger hun.

Bag firmaet står danskeren John Claus Kongsted Woo. Det har ikke været muligt for Politiken at få hans kommentar.

Dagens Gossip