Her bliver flygtet drabsmistænkt begravet

Et nyt billede viser tilsyneladende den 23-årige flygtede drabsmistænkte Abdallah Ben Abderraouf Dhaflaoui blive begravet i Tunesien. 

Den 23-årige har været på flugt fra politiet siden maj måned, hvor den 19-årige Andreas Vo Riis blev dræbt foran en kiosk på Guldbergsgade på Nørrebro i København. 

De seneste dage har rygterne svirret om, at den 23-årige drabsmistænkte skulle være druknet i en swimmingpool i Tunesien, og det nye billede bidrager til formodningen om, at han rent faktisk er afgået ved døden. 

Hos Københavns Politi kan man dog stadig ikke bekræfte, at Abdallah Ben Abderraouf Dhaflaoui er død. 

- Vi har stadig ikke hørt fra vores tunesiske samarbejdspartnere, og derfor er han stadig efterlyst, siger Politikommissær Steffen Th. Steffensen, til Dagens.dk

Den 23-årige er kendt som en topfigur i bandegrupperingen Loyal To Familia, hvor han går under navnet 'Ghost'. 

Familien til den dræbte 19-årige troede i første omgang ikke på oplysningerne om den 23-åriges død, men efter gårsdagens historie, erklærer den dræbtes søster, at retfærdigheden er sket fyldest. 

- Retfærdighed :) Giv enhver der havde med min brors drab at gøre hvad de fortjener... Ikke mere eller mindre, skrev offerets søster på Facebook sent i aftes.

Da de tunesiske myndigheder endnu ikke har bekræftet, at den 23-årige er død, er han stadig efterlyst internationalt gennem Interpol. 

Det samme er hans formodede medgerningsmand, den 22-årige Abdallah Al-Kassab, som politiet stadig eferlyser både herhjemme og internationalt. 

Politiet er meget interesserede i at høre fra personer, der har set ham eller kender til hans opholdssted.

- Ham leder vi stadig efter, og vi vil meget gerne høre fra folk, der må kende noget til hans færden, ligesom vi meget gerne ser, han melder sig selv, siger Politikommissær Steffen Th. Steffensen til Dagens.dk. 

Den flygtede drabsmistænkte, 22-årige Abdallah Al-Kassab.

De to er mistænkt for at have stukket den 19-årige Andreas Vo Riis ihjel foran en kiosk på hjørnet af Guldbergsgade og Møllegade på Nørrebro i København. 

Ifølge politiet var det et skænderi i forbindelse med uenigheder om det lukrativ hashmarked, der førte til tumult, som i sidste ende ledte til, at den 19-årige blev stukket i maven og senere afgik ved døden. 

Andreas Vo Riis hed tidligere Hamza Samsam, og ifølge mediet Syrienblog, havde han været i Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat sammen med sin storebror. 

 

Dagens Gossip