Her er Danmarks jobudfordringer

Dårlig jobskabelse, begrænset gevinst ved at arbejde og attraktiv socialhjælp. Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har gransket det danske arbejdsmarked i "Arbejdsmarkedsrapport 2012".

Her er udvalgte konklusioner fra rapporten, som har sammenlignet arbejdsmarkederne i Danmark, Sverige, Holland og Tyskland:

* Siden 1995 har Danmark været dårligere til at skabe job end Sverige, Tyskland, Holland og Storbritannien. Beskæftigelsen i Danmark er øget med cirka fire procent siden 1995.

* Tabet af arbejdspladser i Danmark er siden krisens start udelukkende sket i den private sektor. Danmark har siden krisens start i 2008 tabt 165.000 private arbejdspladser. I samme periode er den offentlige beskæftigelse steget med 13.000 personer.

* Danmark er sammen med Tyskland det land, som siden 1995 har været dårligst til at skabe velstand for landets befolkning. Sverige, Storbritannien og Holland har haft en økonomisk vækst, som er højere end Danmarks.

* Andelen af 18-64-årige i befolkningen, der modtager offentlig forsørgelse, er markant højere i Danmark end i de fire øvrige lande. I Sverige, Tyskland, Holland og Storbritannien modtager 14 til 16 procent offentlig forsørgelse. I Danmark er det cirka 22 procent.

* I forhold til Sverige, Tyskland, Holland og Storbritannien har Danmark vilkår for socialhjælp, der gør, at det i mindste grad kan betale sig at arbejde.

* Cirka ni procent af 18-64-årige i Danmarks befolkning modtager invalidepension, som i Danmark er førtidspension. Det er en større andel end i Sverige, Holland, Storbritannien og særligt Tyskland.

* I Sverige er medarbejderomkostningerne højere end i Danmark, mens de er lavere i Tyskland, Holland og Storbritannien.

* Mindstelønningerne er de højeste i Danmark. Mindstelønnen for en medarbejder i fremstilling er 107 kroner per time i Danmark. I Holland er mindstelønnen 63 kroner per time og i Tyskland 73 kroner per time.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV