Her vokser træer ud af skorstene på nedlagt fabrik

En nedlagt sukkerfabrik i Kina har pludselig fået ny opmærksomhed, efter der er begyndt at vokse træer ud af fabrikkens skorstene. 

De over 30 meter høje skorstene på det nedlagte fabriksområde er på forunderlig vis blevet overtaget af banyantræer, hvis grønne blade giver stedet et helt nyt liv. 

Fabrikken blev nedlagt i 1980'erne, og en tidligere beboer i området har været vidne til stedets forfald. 

- Fabrikken blev bygget i 1958, og når det var tid til at høste, ville landsbyboere strømme til med sukkerrør, siger 66-årige Wang Kuncai, der ikke er helt sikker på, hvornår området blev forladt. 

- I 1980'erne blev fabrikken fuldstændig forladt, men jeg kan ikke huske, præcis hvilket år det var, siger han til The Peoples Daily.,

Banyantræer er et figentræ, hvis frø er kendt for at kunne vokse ud af murbrokker og små revner i sten, og 'hattene' på de tidligere forurenende skorstene er noget, der har imponeret områdets beboere.

- Jeg ved ikke, hvornår træerne begyndte at vokse, men indbyggerne i landsbyen er virkelig imponerede, siger Wu Xiulin, der bor ved siden af det nedlagte fabriksområde. 

Mærkeligt nok, så er der slet ikke noget vand i nærheden af skorstenene, og der har været tørke i et år, men alligevel ser begge træer sunde ud, siger  Wu Xiulin.

Men selvom træerne i dette tilfælde er smukke, så kan de være et mareridt, hvis de vokser det forkerte sted, ifølge Daily Mail. 

Deres rødder er nemlig uhyre aggresive, og de vil blive ved med at vokse i jagten på en vandkilde, hvilket ofte fører til at de ødelægger det murværk, de har sat sig i. 

Dagens Gossip