Hjort: Borgerlige vil gerne samarbejde med S

Venstre frygter ikke, at Dansk Folkeparti samarbejder med Socialdemokraterne, hvis de borgerlig får flertal efter folketingsvalget. Venstre vil også samarbejde bredt, hvis Lars Løkke Rasmussen (V) bliver statsminister.

Det fastslår tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), efter at Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, i Politiken åbner for at samarbejde med Socialdemokraterne under en borgerlig regering.

- En borgerlig regering vil meget gerne samarbejde med Socialdemokraterne. De var desværre ikke til så meget, da vi var i regering.

- Man skal til 2006 for at finde et eksempel på, at Socialdemokraterne påtog sig et medansvar, siger Claus Hjort Frederiksen.

Han henviser til velfærdsforliget om efterlønnen, som den nyvalgte S-formand Helle Thorning-Schmidt foreslog.

Claus Hjort Frederiksen frygter ikke, at DF vil undergrave en borgerlig regerings økonomiske politik om offentlig nulvækst.

- Vi er forskellige partier med forskellige programmer og mål. En borgerlig regering skal i enhver sag ud at finde flertal. VK-regeringen havde et rigtig godt samarbejde med DF, som påtog sig et meget stort ansvar, mens S trak sig væk, siger Claus Hjort Frederiksen.

Han afviser, at de borgerlige partier står dybt splittet, hvor De Konservative og Liberal Alliance kritiserer, at Venstre ikke beskriver virkninger ved offentlig nulvækst. Det koster 24.000 job ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

- AE's beregninger er ren socialdemokratisk propaganda. Vi går ind for, at væksten i det offentlige ikke skal stige. Med pris- og lønstigninger kan man have det samme personale, siger Claus Hjort Frederiksen.

Kommentatorer venter en ren V-regering efter valget.

- Sådan noget vil jeg slet ikke spekulere i, siger Claus Hjort Frederiksen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV