Højesteret fordobler straf til redaktør

Straffen til den tidligere redaktør af magasinet Penge & Privatøkonomi er blevet voldsomt forøget i Højesteret.

Her har dommerne torsdag besluttet at idømme Claus Forrai fængsel i otte måneder for kursmanipulation.

I Østre Landsret var resultatet derimod fængsel i fire måneder.

I dommen fastslår landets øverste domstol, at eks-redaktøren egentlig stod til et års ubetinget fængsel.

Men på grund af de "væsentlige personlige konsekvenser", som sagen har haft, slipper Claus Forrai altså billigere. Han har måttet sige farvel til sit job.

Det var i forbindelse med arbejdet, at redaktøren scorede gevinster ved at handle med bestemte aktier, som han selv havde anbefalet sine læsere.

Gevinsten løb op i cirka en million kroner.

13 gange opkøbte redaktøren aktier i mindre selskaber, hvorefter han anbefalede læserne at investere i netop disse papirer, fordi der var et stort potentiale for en kursstigning.

Da kursen var steget, solgte redaktøren sine aktier.

Højesteret slår fast, at der var tale om systematiske og betydelige køb og salg af aktier. Og at redaktørens anbefalinger i artiklerne "i hvert fald delvis må anses for påvirket af ønsket om kursstigning."

Redaktørens forsvarer, advokat Anders Németh, har i Højesteret krævet frifindelse - blandt andet med den begrundelse, at han offentligt fortalte om sine interesser.

Men anklagemyndigheden har altså fået opfyldt ønsket om en skærpet straf i forhold til landsrettens dom.

Sagen drejer sig om forhold begået helt tilbage fra 2006 til 2008.

 

Dagens Gossip