Hver tredje dansker vil gerne bo i udlandet

Vil du gerne væk fra jantelov, det dårlige vejr og høje skattetryk, er du langt fra alene.

Faktisk drømmer mere end hver tredje af os om at flytte fra Danmark og bo i udlandet, viser en ny Wilke-undersøgelse blandt 500 danskere.

Blandt de mange med udlængsel svarer halvdelen, at de gerne væk på grund af den danske mentalitet, hvilket ikke overrasker interkulturel konsulent Lena Lauridsen, som holder kurser for udlandsdanskere.

- Der er mange, der siger, at der er ikke nogen vindermentalitet i Danmark, og at vi går efter laveste fællesnævner. Det er en af de mentalitetsforskelle, der gør, at rigtig mange gerne vil ud, forklarer hun.

Næsten 60 procent angiver også, at de længes mod et gunstigere klima, ligesom hver fjerde er fristet af udsigten til bedre skatteforhold.

Men selvom mange af os dagdrømmer om at tage passet i hånden og hoppe ind i en flyttebil, viser tal fra Danmarks Statistik, at der bor blot tre procent danske statsborgere i udlandet.

- Det er et højt tal, som gerne vil ud, måske fordi det er politisk korrekt at ønske et globalt perspektiv, men når det så kommer til stykket, overskygger de praktiske ting pludselig, siger Lena Lauridsen, der også står bag bogen 'Verden kalder - en inspiration til en global hverdag'.

Blandt de lande, som vi danskere rent faktisk flytter til og slår os ned i, er Sverige, Norge og Storbritannien blandt topscorerne.

- Alt i alt så betyder det mere for os, at ens ansættelses- eller uddannelsesforhold, vores løn og skolesystemet hænger sammen end klimaet, lyder det fra Lena Lauridsen.

Hun vurderer, at vores mange grunde til at drømme om at flytte væk fra landet netop hænger sammen med den danske metalitet.

- Kærligt sagt er vi danskere rigtig gode til at brokke os. Når andre skal beskrive den danske mentalitet, er det især noget af det, de fremhæver. Vi mener det måske ikke så slemt, som vi siger det, men det er lidt en dansk mentalitet, siger Lena Lauridsen.

Dagens Gossip