Hvidovre: Uheldig bilist påkørt af både flugtbilist og politiet

En uheldig bilist oplevede natten til søndag i Hvidovre at blive påkørt ikke bare én, men hele to gange. Først blev han påkørt af en flugtbilist og bagefter af politiets patruljebil.

Det oplyser vagtchef Peter Grønbek, Københavns Vestegns Politi.

Manden kom kørende i sin bil, da han blev påkørt bagfra af en bilist, der ikke standsede efter påkørslen.

Den påkørte mand kørte efter flugtbilisten, mens hans kone ringede til politiet, der sendte en patruljebil af sted.

I en vejindsnævring på Arnold Nielsens Boulevard, en såkaldt chikane, smuttede flugtbilisten glat igennem.

Samtidig kom patruljebilen kørende i den modsatte retning, og der opstod usikkerhed om, hvem der skulle holde tilbage for hvem, med det resultat, at patruljebilen kørte ind i den uheldige mands bil, der denne gang blev ramt forfra.

- Der skete ingen personskade, og der skete kun mindre skader på bilerne, siger Peter Grønbek.

Når politiet er involveret i en påkørsel, undersøges sagen rutinemæssigt af Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Politiet fik i løbet af søndagen kontakt med flugtbilisten.

- Han er nu sigtet for overtrædelse af færdselsloven, fordi han kørte fra stedet, siger Peter Grønbek.

/ritzau/

 

Dagens Gossip