Israel: Rouhani er en ulv i fåreklæder

Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, giver ikke meget for den diplomatiske charmeoffensiv, som Irans nye præsident, Hassan Rouhani, har indledt.

Den handler om at føre Vesten bag lyset, mens landet fremstiller atomvåben, sagde han på FN's Generalforsamling tirsdag.

- Rouhani lyder ikke som Ahmadinejad, sagde Netanyahu med henvisning til Rouhanis forgængers barske retorik mod både Vesten og Israel.

- Men hvad angår Irans atomvåbenprogram, er den eneste forskel mellem dem denne: Ahmadinejad var en ulv i ulveklæder. Rouhani er en ulv i fåreklæder - en ulv, der tror, at han kan sløre hele det internationale samfund.

- Det er en fælde, lød det fra Netanyahu.

Iran og USA har i den seneste tid blødt en smule op for den fjendtlighed, der i mange år har præget forholdet mellem landene, og det har skabt frygt i Israel for, at det internationale pres på præstestyret og sanktionerne mod det vil blive lempet.

Præsident Rouhani talte sågar i telefon med sin amerikanske kollega, Barack Obama, i sidste uge.

Netanyahu appellerede til, at presset på Iran skal bestå, og han sagde, at den eneste aftale, der kan laves med Iran, er en der en gang for alle afvikler Irans atomprogram.

I Det Hvide Hus forstår man godt den israelske skepsis, siger talsmand Jay Carney.

- Det er jo et land, hvis ledere indtil for nylig har truet med at udslette Israel, siger han og hentyder til, at Ahmadinejad ikke mente, at Israel havde ret til at eksistere.

USA, Israel og andre lande mistænker Iran for at bruge sit atomprogram til forsøg på at udvikle masseødelæggelsesvåben. Iran siger til gengæld, at atomprogrammet udelukkende har fredelige formål.

Under sin tale til FN's Generalforsamling i sidste uge sagde Rouhani, at atomvåben ikke har en plads i Irans sikkerheds- og forsvarsdoktrin.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip