Italien kan være tæt på ny regering

Italiens kandidat til premierministerposten, Enrico Letta, vil fredag arbejde for at danne ny regering i Italien.

Det er hans mål at gøre en ende på det politiske dødvande, som Italien har befundet sig i, siden valget tilbage i februar efterlod et yderst mudret valgresultat.

Fredag mødes han således med præsidenten, Giorgio Napolitano, for at diskutere den politiske situation.

Onsdag nominerede Napolitano den 46-årige Letta som kandidat til premierminister.

Det er altså nu Lettas opgave hurtigst muligt at samle de politiske tråde, så Italien kan få en politisk koalition, der kan arbejde Italien ud af den økonomiske krise.

Torsdag havde Letta ligeledes snakke med de mest betydningsfulde politiske kræfter i forsøget på at danne regering.

Efter torsdagens snak sagde lederen af Berlusconi's centrum-højre parti, Forza Italia, at der havde været en generel "forståelse" for en regeringsdannelse, men der stadig var "knaster, der skulle løses".

Ifølge Stefano Folli, der er politisk kommentator for den italiensk finansavis Sole 24 Ore, er en regeringsdannelse meget tæt på.

- Overordnet er Letta tæt på at kunne danne ny regering, siger Stefano Folli og tilføjer, at forhandlingerne kan fortsætte frem til lørdag aften eller søndag morgen.

Det ventes, at Letta vil forsøge at danne en regering støttet af hans eget venstreorienterede parti, Silvio Berlusconis højreorienterede og nuværende premierminister Mario Montis midterparti.

Komikeren Beppe Grillo og hans Femstjernebevægelse har bebudet, at de vil sidde i opposition, men at de er villige til at støtte visse reformer.

Letta har længe været anset som en af favoritterne til at danne en samlingsregering.

Ifølge Financial Times har Letta udmeldt, at han som noget af det første i jobbet vil slække på de hårde besparelser, som Bruxelles og Berlin ellers har presset på for.

- Europas vej med besparelser er ikke længere tilstrækkeligt. Politik har mistet al troværdighed. Enten genvinder vi den, alle sammen og i sammenhold, eller også kan værktøjerne til at løse landets problemer ikke findes.

Det udtalte Enrico Letta efter sin nominering til premierminister, ifølge Financial Times.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip