Jobrotationssagen: V kræver minister-svar

Venstres arbejdsmarkedsordfører, Hans Andersen, er dybt forundret over, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) ikke reagerede, da hun blev advaret om et hul i loven om jobrotation.

Ministeren blev ifølge Ritzaus oplysninger gjort bekendt med advarslen, der kom fra Dansk Arbejdsgiverforening, tilbage i februar, da man arbejdede på at indføre nye regler. Men efter at have rådført sig hos Arbejdsmarkedsstyrelsen greb hun ikke ind.

Og det er den beslutning, der får Hans Andersen til at kalde Frederiksen i samråd, for hullet kunne potentielt have givet staten en regning på op mod 25 milliarder kroner. Frederiksen lukkede hullet i sidste uge.

- Ministeren blev tilsyneladende advaret om hullet meget tidligt. Vi må have klarhed over, hvorfor hun ikke har sørget for at lukke det, da advarslen kom.

- Når ministeren træffer en aktiv beslutning om at åbne op for jobrotation, så må man forvente, at hun har styr på det, siger Hans Andersen.

Hullet bestod i, at beskæftigelsesministeren indførte en regel om, at landets virksomheder kunne få op mod 350.000 kroner om året foræret for hver elev eller lærling, de havde inden for dørene.

Hensigten var at øge incitamentet til at få flere ledige i jobrotation, og hver elev kunne altså udløse et tilskud, hvis blot man fik hevet en ledig ind.

Hullet kunne potentielt have kostet statskassen mange milliarder kroner, fordi de omkring 76.000 eksisterende elevaftaler hver kunne have udløst en pengesæk med 350.000 kroner om året.

- Vi har brug for at vide, hvad der ligger til grund til hendes beslutning. Hvad har korrespondancen mellem ministeren og Arbejdsmarkedsstyrelsen været? Hvem har givet advarsler og hvornår?

- Hvorfor har man ikke reageret på advarslen? Og hvad ville den samlede regning have været, hvis ikke der blev grebet ind, spørger Hans Andersen.

Allerede i torsdags kaldte Venstre Mette Frederiksen i samråd i sagen. Men da hun efterfølgende lukkede hullet, trak de ønsket om et samråd tilbage.

Men med de nye oplysninger om, at Mette Frederiksen allerede på et tidligt tidspunkt i forløbet var blevet advaret om hullet, vil Venstre altså igen kræve svar fra ministeren.

/ritzau/

Dagens Gossip