Jøder bør gemme kalot og davidsstjernen væk

Hvis man er jøde i København, er det klogt at holde dét faktum inden for murene. På gaden er der risiko for chikane, siger Israels ambassadør til Jyllands-Posten.

- Vi rådgiver israelere, der kommer hertil og vil i synagogen, om, at de først skal tage kalotten på, når de er indenfor.

- De skal ikke gå med den på gaden. Selv ikke i områder, der bliver betragtet som "sikre", siger ambassadør Arthur Avnon, som også fraråder synlige davidsstjerner og højlydt hebraisk.

Mosaisk Troessamfund råder blandt andet sine unge medlemmer til at tænke sig om, før de går i byen med en halskæde med en davidsstjerne i.

Og på den jødiske privatskole Carolineskolen siger skoleleder Jan G. Hansen:

- Det er ikke noget, vi gør officielt, men hvis der er noget, der er oppe at vende, vil vi sige, at man skal tænke sig om, inden man bevæger sig i visse kvarterer i København med en kalot eller davidsstjerne.

Mosaisk Troessamfund har fået 37 anmeldelser om mulig antisemitisme i år. Der er tale om alt fra jødefjendtlige skældsord til voldelige overfald, skriver Jyllands-Posten. Der findes dog ikke nogen officiel statistik over overfald på jøder.

Flere af hændelserne er sket på Nørrebro eller ved synagogen i Indre By.

- Er der områder, hvor man godt ved, at der er konflikt og risiko for sammenstød og chikane, må man holde sig væk. Det er ærgerligt at skulle sige det, men det er nogle af de råd, vi giver, siger politikommissær Lars-Christian Borg, Københavns Politi, til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Dagens Gossip