Jyske kæmpemøller får sin dom

Har myndighederne fulgt spillereglerne i en af de senere års mest omtalte miljøsager?

Det spørgsmål vil dommerne i Vestre Landsret besvare torsdag formiddag i sagen om det nationale testcenter for kæmpevindmøller i Østerild.

I Thy snurrer nogle af de enorme vindmøller allerede i fredskoven, hvor en række træer blev fældet i sommeren 2011, selv om aktivister fysisk forsøgte at stoppe arbejdet.

Nu er turen kommet til den juridiske afgørelse.

Landsforeningen for Bedre Miljø og en håndfuld enkeltpersoner hævder, at den tidligere regering med bred opbakning havde alt for travlt med at godkende testcentret.

Faktisk var processen i strid med reglerne i EU's habitatsdirektiv, mener foreningen, der allerede anlagde sagen tilbage i 2010.

Det lykkedes dog ikke at få medhold i, at dysten i retten skulle have opsættende virkning for anlæggelsen af testcentret.

Egentlig var det Retten i Holstebro, som skulle afgøre sagen mod Miljøministeriet, men på grund af dens principielle indhold er den blevet henvist til landsretten.

Tidligere har næstformanden for foreningen erkendt, at han og de andre kan tabe, selv om man får medhold i retten.

- Får vi medhold i vores påstand, hvad jeg klart forventer, så kan der være så mange penge på spil for samfundet, at testcentret alligevel får lov at blive stående, har Henrik Svanholm tidligere sagt.

EU-direktivet skal sikre naturtyper samt vilde dyr og planter i alle EU-lande.

Testcentret er placeret mellem Nationalpark Thy og Nordeuropas største ynglepladser for trækfugle. I alt er der fældet 245 hektar skov, og vindmøllerne er op til 250 meter høje.

/ritzau/

 

Dagens Gossip