Kadrii har fået sin vilje i OB

Bashkim Kadrii måtte i en stor del af den seneste sæson tage til takke med en plads som venstre back for OB, hvilket ikke altid huede hverken fans eller den teknisk begavede spiller selv.

Men nu ser det ud til, at Kadrii har fået sin vilje og bliver flyttet længere frem på banen, hvor han selv mener, han er bedst.

- Jeg har det fint på kanten, men jeg synes selv, jeg er bedst lidt bag angriberne. Det kan være, at der er andre, som synes noget andet.

- Men det er dér, jeg personligt synes, jeg er bedst, siger Bashkim Kadrii, der i søndagens 1-1-kamp i Randers endda gjorde det som frontangriber.

Og talentet har da også taget en snak med OB-træner Troels Bech om, at han ikke ønsker pladsen som back.

- Jeg har snakket med Troels om det. Og jeg har fået at vide, at jeg ikke skal spille venstre back mere lige foreløbig, siger Bashkim Kadrii.

Det bekræfter cheftræneren i OB, der dog ikke vil love noget.

- Bashkim er en god spiller. Om vi så siger, at han er vores bedste venstre back, bedste kant eller bedste angriber, det skal jeg ikke kunne sige.

- Men han kan hjælpe os alle steder. Nu får vi Ari Skulason ind i truppen, og han er tiltænkt pladsen som venstre back, siger Troels Bech.

Bashkim Kadrii har fået én landskamp for Danmark. Det var i 2011 mod Skotland. Netop som venstre back.

/ritzau/

 

Dagens Gossip