Kammerater stod bag fem brande på Lolland

I en sag om fem større brande på Lolland er to bekendte blevet fundet skyldige og dømt af Retten i Nykøbing Falster. Ved en af brandene gik en besætning får til.

Den ene, der er 29 år, er idømt fængsel i tre år og seks måneder, mens hans kammerat på 46 år har fået en dom på to års fængsel, oplyser politiet.

Efter længere tids efterforskning blev mændene anholdt i januar, da betjente fattede mistanke til den yngste.

I hans værksted fandt politiet også et oversavet jagtgevær med ammunition.

De påsatte brande begyndte i maj 2011, da der blev sat ild på en løsdriftsstald og en lade. En fårebesætning indebrændte.

I februar 2012 var der ild i et savværk i Skørringe, og i juli kom turen til en ejendom i Bursø.

Senere samme måned blev der sat ild på to ejendomme på Møllevej i Fuglse, fortsætter politiets opremsning.

I alt skete der skader for mere end fire millioner kroner under lovovertrædelserne. Den yngste blev kendt skyldig i samtlige sager, mens den ældre ikke var lige så aktiv.

Mændene har modtaget dommen, oplyser politiet.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV