Kinesere advarer Nordkorea

Hjælpen fra Kina til Nordkorea vil blive reduceret, hvis nordkoreanerne gennemfører en ny atomprøvesprængning, skriver avisen Global Times, som står kommunistpartiet nær.

Kina er det nærmeste, Nordkorea kommer en allieret, og regimet i Pyongyang er afhængig af både fødevarehjælp og handel fra nabolandet.

- Hvis Nordkorea gennemfører flere atomprøvesprængninger, så vil Kina ikke tøve med at reducere hjælpen til landet, skriver Global Times i en lederartikel.

Avisen ejes af Folkets Dagblad, som er kommunistpartiets talerør.

Men avisen skriver også, at det ikke er verdens ende, hvis der er uro på den koreanske halvø.

Avisen gentager også opfordringer til, at der udvises tilbageholdenhed fra alle parter.

Nordkoreas øverste militære organ sagde onsdag via landets statslige nyhedsbureau, KCNA, at den stalinistiske stat planlægger en tredje atomprøvesprængning og flere affyringer af langdistanceraketter, samt at landets fjende hedder USA.

- Vi vil ikke lægge skjul på det faktum, at de forskellige satellitter og langdistanceraketter, som vi vil affyre, og atomtesten på højt niveau, som vi vil foretage, er rettet mod USA, lød det fra forsvarskommissionen i Nordkorea.

Der er dog ingen ord om tidshorisonten i de militære forsøg, og det nordkoreanske regime er i forvejen kendt for at anvende hård retorik og trusler. Alligevel opfattes udmeldingen som et markant skridt op ad eskalations-stigen.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip