KL øger beredskabet mod hackere

Kommunernes Landsforenings hjemmeside blev mandag aften lagt totalt ned i over fire timer efter at være spammet af en gruppe, der påstår at være en del af den berømte internationale hackergruppe Anonymous.

Det får nu KL til at forstærke datasikkerheden i den kommende tid. Selvom KL's datafolk var advaret på forhånd via en video på YouTube, kunne de ikke forhindre hackerne i at lægge hjemmesiden ned.

- Vi kunne se, at antallet af forespørgsler steg markant fra klokken 18. Klokken 19 kunne vi ikke modstå presset mere.

- Det stod på til klokken 22, hvor tekniske eksperter konstaterede, at 9000 ud af 10.000 forespørgsler på det tidspunkt kom fra den samme server i Tyskland, siger KL's it-driftsleder Rune Scheye Koop til Ritzau.

Sitet var først i gang omkring klokken 23 og først normalt igen omkring midnat. Det er den største "lammer", KL hidtil har oplevet på it-området.

- Vi har aldrig været udsat for et tilsvarende angreb.

- Men vi er selvfølgelig opmærksomme på, at vi vil være interessante for nogle hackere og i vælten på grund af forskellige aktuelle politiske dagsordener, så vi opretholder normalt altid et højt sikkerhedsniveau, siger Rune Scheye Koop.

- Men efter det her vil vi nu se på allerede i dag, om det er nødvendigt at forbedre sikkerheden yderligere. Og vi opretholder under alle omstændigheder forhøjet beredskab den kommende tid, siger han med henvisning til konflikten mellem KL og lærerne.

For i YouTube-videoen henviser hackerne netop til den aktuelle lærerlockout.

- Det er ikke acceptabelt at lockoute lærerne. De har ikke engang haft mulighed for at forhandle, siger en mekanisk stemme blandt andet i videoen.

Eksperter betvivler dog, at Anonymous, der har været i it-krig med langt vægtigere internationale modstandere end KL, vitterligt vil bruge kræfter på en dansk arbejdskonflikt.

/ritzau/

 

Dagens Gossip