KL til ansatte: Dæmp forventninger til løn

Overenskomstforhandlingerne for de 507.000 ansatte i kommunerne er i skudt i gang.

Torsdag præsenterede KL kravene til forhandlingerne om løn- og ansættelsesforhold for lærere, social- og sundhedshjælpere og tusindvis af andre kommunalt ansatte. Og arbejdsgiverne skruer fra starten forventningerne til ekstra i lønningsposen helt ned.

- Lønudviklingen på det private arbejdsmarked er afdæmpet. Derfor er den økonomiske ramme for de offentlige forhandlinger ikke bare smal, men meget, meget smal, siger borgmesteren i Høje Taastrup, Michael Ziegler (K), der er formand for KL's Løn- og Personaleudvalg.

Men det betyder dog ikke, at forhandlingerne bliver indholdsløse. Det helt store slagsmål bliver lærernes arbejdstid, der også er tæt forbundet med regeringens nye folkeskolereform.

- Vi vælger ved forhandlingerne at fokusere på de bestemmelser i overenskomsterne, som er en barriere for den nødvendige forandring og kvalitetsudvikling, siger Michael Ziegler.

Ifølge Ziegler udspringer KL's krav til forhandlingerne af de reelle problemer, som kommunerne står med.

KL har allerede meldt ud, at der vil være en række krav til arbejdstidsbestemmelserne for lærerne i folkeskolen, der skal give nye og enklere arbejdstidsregler.

Også arbejdstidsreglerne på døgnområdet- som i høj grad dækker social- og sundhedsområdet - skal ændres, så det ifølge arbejdsgiverne bliver mere enkelt.

- For KL er det centralt, at de nye overenskomster skal give et større rum til lokal ledelse og lokale omstillingsprocesser, siger Michael Ziegler.

Derudover stiller KL krav om, at en del af de fredede medarbejdere i tillidshverv på kommunale arbejdspladser, skal kunne fyres på lige fod med andre medarbejdere.

Det vil betyde, at den særlige beskyttelse ophæves for den del af medarbejderne, som reelt ikke varetage tillidsopgaver, oplyser KL.

Ligeledes stiller KL skarpt på seniordagene, som arbejdsgiverne gerne ser blive skåret ned. Det skal ske ved at sætte aldersgrænsen for retten til seniordagene op til 63 år, så seniordagene følger den hævede efterlønsalder.

Derudover skal de lokale lønforhandlinger frigives, og der skal tyndes ud i de mere end 100 aftaler og overenskomster på det kommunale område.

Parterne på den anden side af forhandlingsbordet - de ansattes fagforeninger - har ikke kunne blive enige om et samlet udspil til denne omgang overenskomstforhandlinger.

Forhandlingerne går for alvor i gang efter nytår, og parterne går efter en aftale sidste i februar.

/ritzau/

 

Dagens Gossip