Knivdrab: To sigtes for at slå nabo ihjel

En 69-årig mand blev onsdag aften fundet dræbt af flere knivstik i Svendborg, og to mænd er anholdt og sigtet for drabet.

De er ifølge politiet en del af byens misbrugsmiljø og kendte deres offer i forvejen.

- Relationerne mellem den afdøde og de to sigtede er, at de er en form for naboer, fortæller vicepolitikommissær Jack Liedecke fra Fyns Politi til Ritzau.

Såvel offeret som de to anholdte boede i en såkaldt hytteby, som kommunen har oprettet til brug for misbrugere.

Politiet blev onsdag aften klokken 21.49 alarmeret om, at en livløs mand var blevet fundet på Hellegårdsvej i Svendborg. Der blev sendt ambulance og politi til stedet, hvor de fandt den 69-årige mand, der blev erklæret død af en læge.

- Undersøgelser på stedet viste, at manden formentlig er blevet knivdræbt. Han havde flere knivlæsioner i ansigtet og brystet, fortæller Jack Liedecke fra Fyns Politi.

- Kort tid efter foretog politiet anholdelse af de to mænd på henholdsvis 44 og 48 år. De er i nattens løb blevet sigtet for drabet og er blevet afhørt, tilføjer han.

Opkaldet til politiet stod den ene af de nu anholdte for. Jack Liedecke mener, at manden ringede et par timer efter knivstikkeriet, som er sket i tidsrummet mellem klokken 19 og 21.

Han ønsker ikke at oplyse, hvad de to mænd har forklaret under afhøringerne - og heller ikke om deres stillingtagen til sigtelsen.

Begge sigtede kræves varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør torsdag eftermiddag i Svendborg.

/ritzau/

Dagens Gossip