Kørte mand ihjel og flygtede mod grænsen

Bag rattet i en Mercedes flygtede en ung mand tirsdag aften fra en fatal trafikulykke i Sønderjylland - som kostede en fodgænger livet - og bagefter forsøgte han at forsvinde sydpå til Tyskland. Men forgæves.

Politiet kom nemlig hurtigt på sporet af den tyskindregistrerede Mercedes, og den 25-årige flugtbilist blev siden anholdt ved grænsen, hvor han nu sidder i arresten og afventer sin videre skæbne.

Den dræbte fodgænger var en 55-årig mand, som steg ud af en taxa på Tøndervej i Aabenraa, hvor han blev ramt af den unge bilist, der af ukendte årsager ikke stoppede op efter sammenstødet, men i stedet valgte at fortsætte.

- Bilen kører videre fra stedet, men blandt andet via noget overvågning på en tankstation i nærheden finder man frem til bilen, som er tysk indregistret, fortæller vagtchef Claus Skovgaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Udlændingekontrolafdelingen nede ved grænsen kigger efter den, og de bringer den til standsning ved Padborg og får anholdt føreren, tilføjer vagtchefen.

Fodgængeren, som blev alvorligt kvæstet i trafikulykken med blandt andet bækkenbrud og blod i lungerne, blev hastet til byens hospital, men døde kort tid efter.

Der er tale om en 55-årig dansk mand, som bor i Norge. Hans pårørende er underrettet.

Politiets jurister skal nu tage stilling til, om flugtbilisten skal fremstilles i grundlovsforhør i løbet af onsdagen. Han er en 25-årig dansker, som er udrejst til Tyskland.

- Han er taget til fange, og så er der udtaget blodprøver for at se, om der er spiritus eller narkotika i blodet på ham. Men det ved vi ikke noget om endnu, fortæller vagtchef Claus Skovgaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Det vides endnu ikke, hvorfor den unge mand stak af fra ulykken.

 

Dagens Gossip

Dagens TV