Kommuner efteruddanner pædagoger i blinde

Når landets 98 kommuner sender deres daginstitutionspædagoger på efteruddannelse, foregår det ofte i blinde, konkluderer en ny ph.d.-afhandling.

Det skriver Information.

Kommunalpolitikerne har kun fokus på at efteruddanne pædagogerne ud fra den aktuelle politiske dagsorden i stedet for at vurdere, hvad pædagogerne reelt har behov for, vurderer Ida Kornerup, lektor og ph.d. fra Professionshøjskolen UCC.

- Arbejdet med efteruddannelse er ofte meget tilfældigt. I stedet for at lave en strategi for, hvordan pædagogerne bliver efter- og videreuddannet inden for flere relevante emner, skifter kommunernes fokus hele tiden, siger Ida Kornerup til avisen.

Ifølge Ida Kornerup er det politikere på alle niveauer - nationalt og lokalt - som har ansvaret for, at pædagogernes efteruddannelse ender i zigzag.

- Ofte begynder det oppe på regeringsniveau, og så kommer der et dekret om, at der nu skal være fokus på eksempelvis inklusion i daginstitutionerne.

- Så følger kommunerne helt planløst efter i stedet for at lave målrettede efteruddannelsesforløb, siger hun.

Konsekvensen af den tilfældige efteruddannelse af pædagogerne er ifølge Ida Kornerup, at mange millioner af kroner risikerer at være spildte, fordi det ikke kommer børnene eller andre end den enkelte pædagog, som har været på efteruddannelse, til gavn.

- Tog man i stedet udgangspunkt i, hvilke behov der er i den enkelte institution, er der en bedre chance for, at efteruddannelse rent faktisk kommer kollegerne og børnene til gavn.

- Nu bliver pædagogerne efteruddannet i emner, de reelt ikke ved, hvad de skal bruge til i dagligdagen, siger Ida Kornerup til Information.

/ritzau/

 

Dagens Gossip