Kongefamilien i sorg: Prinsesse er sovet ind

Hun kom til verden i Swansea, Wales, tilbage i 1915 og fik navnet Lilian May Davies.

Søndag eftermiddag sov hun stille ind i sit hjem i Stockholm med den royale titel, hun havde båret gennem mange år: Prinsesse af Sverige.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med nu

Prinsesse Lilian blev 97 år gammel, og hele den svenske kongefamilie var ved hendes side i de sidste timer, oplyser hoffet.

- Det er med stor sorg, at jeg og vores familie meddeler, at prinsesse Lilian gik bort søndag den 10. marts, lyder det i en skriftlig udtalelse fra den svenske kong Carl Gustaf.

- Prinsessen var meget elsket af vores familie, og vi mindes hende alle som en glad, sjov og slagfærdig person, tilføjer han.

Det var i London, at Lillian mødte og forelskede sig i prins Bertil - Carl Gustafs farbror - under Anden Verdenskrig i 1943.

Prins Bertil ønskede at gifte sig med borgerlige Lilian, som i mellemtiden var blevet skilt fra sin mand, og dermed træde ud af den svenske arvefølge. Men da Bertils bror i 1947 døde i en flyulykke, måtte Bertil i stedet vælge pligten og forblive ugift for at sikre arvefølgen til tronen.

Først i 1976 blev parret gift efter tilladelse fra kongen. Af samme grund fik parret aldrig børn, og prinsesse Lilian har i stedet haft en særlig forkærlighed for kronprinsesse Victoria og hendes to søskende.

Lilian spillede også en vigtig rolle for Victoria og hendes kæreste Daniel Westling, før kæresteparret - efter at have dannet par gennem flere år - endte med at blive ægtefolk i sommeren 2010.

Hun tog nemlig med åbne arme imod Daniel, der heller ikke har royale aner, og var angiveligt med til at bane vejen for ham ind i kongehuset.

Prins Bertil døde i 1997 og havde testamenteret langt størstedelen af sin formue på tæt ved 90 millioner svenske kroner til prinsesse Lilian.

Hun afstod imidlertid en stor del af arven, som hun lod gå videre til kong Carl Gustaf, der arvede Bertils sommervilla i Frankrig og en række familieklenodier.

Lilian har lidt af en alvorlig demens-sygdom i den sidste del af sit liv.

/ritzau/TT

Dagens Gossip

Dagens TV