Kongehus raser over satirefoto

En fotomontage af den svenske kong Carl Gustaf har oprørt det svenske hof, som nu overvejer at gå videre med sagen.

Billedet viser kongen og hans venner, der spiser pizza fra en nøgen kvindes krop, mens dronning Silvia ligger på knæ og forsøger at skrubbe et hagekors væk fra gulvet.

Det hører til sjældenhederne, at det svenske kongehus kommenterer sådanne sager, men nu er det nok, mener hoffet.

- Ingen behøver at finde sig i hvad som helst. Det gælder også kongen og dronningen, skriver rigsmarskal Svante Lindqvist på hoffets hjemmeside.

Han skriver også, at billedet er "krænkende og sårende".

Ifølge avisen Expressen har hoffet søgt råd hos jurister for eventuelt at gå videre med sagen.

Fotomontagen, som er lavet af fotografen Elisabeth Ohlson Wallin, blev trykt i det seneste nummer af det socialdemokratiske tidsskrift Tiden. Montagen er også viderebragt af norske medier.

Billedet viser kong Carl Gustaf og hans venner, der spiser af den tidligere svenske popstjerne Camilla Henemarks nøgne krop.

Hun har ifølge skandalebogen "Carl XVI Gustaf - den modvillige monark" været kongens elskerinde.

Bogen, der blev udgivet sidste år, beskriver også, hvordan kong Carl Gustaf angiveligt havde kontakter til det kriminelle natklubmiljø, var dronning Silvia utro og besøgte stripklubber i 1990'erne.

Siden udgivelsen har det svenske kongehus kæmpet med negativ opmærksomhed, som i langt de fleste tilfælde har fået lov til at gå ubesvaret hen. Men nu svarer hoffet altså igen.

 

Dagens Gossip