Kulturministeren skal kigges efter i sømmene

Folketingets Kulturudvalg vil sende en skriftlig anmodning til statsrevisorerne om at få en uvildig undersøgelse af sagen om kulturminister Uffe Elbæks (R) afholdelse af fem arrangementer på Akademiet For Utæmmet Kreativitet (AFUK).

- Kulturudvalget har nu officielt vedtaget, at vi tager kontakt til Rigsrevisionen, så vi får startet en uvildig undersøgelse af Elbæk, oplyser Venstres kulturordfører, Michael Aastrup, på sin twitterprofil.

Derefter vil statsrevisorerne på det næste møde 12. december formentlig bede Rigsrevisionen om at foretage undersøgelsen.

Det står klart efter et fire timer langt samråd med Uffe Elbæk, der undervejs erkendte, at han af en embedsmand blev advaret mod at fortsætte praksis med at holde møder på AFUK, efter at ministerens mand var blevet ansat på stedet.

Advarslen kom dog først efter de pågældende fem arrangementer, og siden har Elbæk ikke haft officielle aktiviteter på AFUK.

Men den nye oplysning vakte alligevel postyr under det åbne samråd.

- En af måderne at få det belyst på er, at man for eksempel beder statsrevisorerne om at gennemføre en undersøgelse. Jeg mener, at på baggrund af det sidste svar her, så vil det være rimeligt at stille det krav, lød det fra Per Clausen (EL).

Også Michael Aastrup Jensen sagde kort efter mødet, at han på baggrund af den nye oplysning om advarslen vil have Rigsrevisionen på banen.

- Alle dokumenter inklusiv håndnotater fra embedsmænd bør nu blive lagt frem, sagde Michael Aastrup Jensen.

På baggrund af udtalelserne opfordrede Uffe Elbæk selv kulturudvalget til at rette skriftlig henvendelse til Statsrevisorerne for at bede om en uafhængig undersøgelse af sagen:

- Det vil være en god udgang på mødet. Det vil jeg ikke have nogen problemer med.

- Jeg har ingen problemer med at fremlægge alle de informationer, som Rigsrevisionen ønsker at få frem. Jo større gennemsigtighed jo bedre.

 

Dagens Gossip

Dagens TV