Kvinder hænges mere ud i politiske skandaler

Når en politisk skandale bliver afsløret, er det i højere grad kvindelige politikere, der bliver hængt ud på landets forsider end de mandlige kollegaer.

Det viser en ny svensk undersøgelse, hvor 4.345 avisartikler fra Sveriges største aviser, Dagens Nyheter, Svenska Dagbladet, Aftonposten og Expressen, er blevet analyseret.

Efter at have gennemgået mediernes dækning af 92 politiske skandaler mellem 1997 og 2010, konkluderer forskeren bag undersøgelsen, Tobias Bromander, at kvinderne generelt får en hårdere medfart end lignende mandlige syndere.

- Mænd gebærder sig ikke bedre end kvinder. Køn forklarer ikke alt, men køn er en så vigtig faktor, at man i højere grad bør lægge mere vægt på den, end man har gjort tidligere, siger forskeren i en pressemeddelelse fra Linnéuniversitetet ifølge netsiden Videnskab.dk.

Forskeren mener, at medierne kan formidle et fejlagtigt billede af virkeligheden, hvilket kan få langt færre mennesker til at gå ind i politik.

- Medierne har meget svært ved at se, at de har gjort noget forkert. De har et billede af sig selv som upartiske, neutrale og lige, lyder det fra forskeren til netsiden.

Ifølge undersøgelsen stammer de kvindelige politikeres skandaler ofte fra privatlivet, som forkerte tal i selvangivelsen eller betaling for sort arbejde. Mændendes skandaler er oftere tilknyttet jobbet, for eksempel tvivlsom brug af skatteyderens penge.

Kilde: Videnskab.dk

 

Dagens Gossip