LA: EU skal ikke bestemme over kontanthjælp

EU skal ikke blande sig i de danske regler for, hvem der kan modtage kontanthjælp.

Så klar er meldingen fra Liberal Alliance efter, at tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen - som Jyllands-posten mandag refererer - viser, at over 7000 EU-borgere sidste år modtog dansk kontanthjælp.

Af de 7000 EU-borgere kommer en stor del fra Østeuropa. Antallet af østeuropæere på dansk kontanthjælp er vokset med 57 procent fra knap 1900 personer i 2009 til næsten 3000 personer i 2012.

- Det her er et klokkeklart eksempel på noget, EU slet ikke bør blande sig i, siger Liberal Alliances EU-ordfører, Mette Bock.

- EU skal sikre frihandel og den frie bevægelighed af varer og arbejdskraft over grænserne, men om man som udlændinge skal kunne få kontanthjælp eller SU i Danmark, det skal vi bestemme selv, siger Mette Bock.

Liberal Alliance foreslår en kortlægning af det, som Mette Bock kalder "kompetenceforholdet" mellem EU og Danmark.

Og hun understreger, at der er brug for reformer, der "sikrer nationalstaternes selvbestemmelse omkring eksempelvis velfærdsydelser..

- Det er mærkeligt, at disse historier gang på gang kommer bag på os i Danmark, siger Mette Bock og fortsætter:

- Det tyder jo på, at der er en udvikling i gang, som ingen rigtig har overblikket over. Derfor må første skridt være at få kortlagt, hvordan kompetenceforholdene faktisk er, så vi kan få de nødvendige reformer.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV