Laudrup beholder hollandsk profil

Den danske manager Michael Laudrup har grund til at glæde sig: Hans klub Swansea kunne lørdag notere succes på transfermarkedet, da waliserne kunne offentliggøre, at Jonathan de Guzman også spiller for Swansea i næste sæson.

Den hollandske midtbanespiller var lejet ud fra Villarreal til Swansea i sidste sæson og blev en stor profil i Premier League-klubben. Nu er parterne blevet enige om at forlænge lejemålet med yderligere en sæson.

- Jeg havde et skønt år i Swansea, hvor jeg blev behandlet godt af alle, siger Jonathan de Guzman til klubbens hjemmeside.

Han angiver Swanseas spillestil som en del af forklaringen på, hvorfor den walisiske klub er attraktiv at spille for.

- Vi spillede virkelig godt i mange kampe. Det er forfriskende at spille for et hold, der har god fodbold i tankerne. Vi satte Swansea på landkortet, siger Jonathan de Guzman.

I sidste sæson lavede hollænderen otte mål i 47 kampe, når man regner alle turneringer sammen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV