Laudrup: Swansea skal forstærkes i ny sæson

Sæsonen har foreløbig været mere end godkendt for Premier League-klubben Swansea.

Den walisiske fodboldklubs danske manager, Michael Laudrup, vil dog have holdet forstærket til den kommende sæson, hvor Swansea også er med i kvalifikationen til Europa League.

- Vi skal være stærke i næste sæson, endnu stærkere end vi har været i denne sæson, siger Michael Laudrup til South Wales Evening Post.

Efter sejren i Liga Cuppen skal Swansea spille europæisk fodbold i næste sæson, og det kræver forstærkninger, vurderer Laudrup.

- Vi vil med i gruppespillet i Europa League, og kommer vi det, kan vi se, hvad der sker. Se på Newcastle i denne sæson. Sidste år blev de nummer fem (i Premier League), men i denne sæson har de kæmpet i den anden ende af tabellen.

- Det er hårdt at være med i fire turneringer, og man har brug for et stærkt hold, siger danskeren, hvis hold ligger nummer ni i Premier League

/ritzau/

Dagens Gossip