Laudrup vil tage sig kærligt af Rangers

Den tidligere danske landsholdsstjerne Brian Laudrup er klar til at vende tilbage til sin gamle klub Glasgow Rangers, der er en skygge af fordums storhed.

Laudrup tilbragte mandagen i den skotske klub for at tale med Rangers-direktør Charles Green om et fremtidigt samarbejde mellem den 44-årige dansker og den fallerede storklub.

- Lige siden Rangers røg ind i disse kaotiske omstændigheder, har jeg sagt, at jeg gerne vil hjælpe, hvis jeg på nogen måde kan gøre det, siger Brian Laudrup til klubbens hjemmeside.

Brian Laudrup spillede i Rangers fra 1994 til 1998 og var blandt andet med til at vinde tre skotske mesterskaber.

De seneste par år er det dog gået helt galt for den 54-foldige mesterklub, der sidste forår blev degraderet til den fjerdebedste række som følge af rod i økonomien og en stor gæld til skattevæsnet.

Laudrup håber nu at kunne få en rolle i arbejdet for at genrejse klubben.

- Det ville være fantastisk, hvis jeg kunne blive ambassadør for Rangers Football Club, og nu må vi se, om vi kan finde en måde at arbejde sammen på.

- Det har været godt at møde Charles Green. Han er en fantastisk mand at tale med og har store visioner for klubben, lyder det fra Brian Laudrup.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV