Ledere: For mange ældre med ble

Når de ældre beboere på et plejehjem sætter sig til frokostbordet eller til aftensmaden, sidder en stor del af dem med ble på.

Det viser en rundspørge foretaget af Jyllands-Posten til landets plejehjemsledere, hvoraf 325 har svaret.

Næsten halvdelen siger, at mere end 60 procent af de ældre går med ble. Og omfanget er for stort, mener lederne. Seks af 10 svarer ja til, at de ældre i mindre grad bør gå med ble og i stedet komme på toilettet.

- Der er blevet for mange plejehjemsbeboere, der går med ble. Hvis der var personale nok, ville man kunne undgå, at så mange gik med ble, siger formanden for plejehjemslederne, Ole Mørk Nielsen fra Lederforum.

- Når folk i dag kommer på plejehjem, er de dårligere end for for eksempel 15 år siden, og så har de mere behov for hjælp, men normeringerne er ikke fulgt med, fortsætter han.

Også plejehjemspersonalet mener, at brugen af bleer er gået over gevind.

- Hvis vi havde den rigtige bemanding, kunne vi undgå det uværdige i, at man lader de ældre gå rundt med store bleer på både dag, aften og nat, siger formanden for social- og sundhedssektoren i FOA, Karen Stæhr, til Jyllands-Posten.

- Men politikerne vil tilsyneladende ikke sikre, at de ældre har et værdigt liv, når man i stedet for at afsætte tid nok til den personlige omsorg bare køber større og større bleer, mener hun.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV