Ledige har flere job at vælge imellem

Gennem de seneste måneder har det været flere jobannoncer. Den faldende tendens i antallet af jobannoncer er brudt, og det er et tegn på en svag bedring af arbejdsmarkedet, konkluderer Danske Bank-økonomerne i en ny prognose.

I november blev der lagt 15.700 nye jobannoncer på nettet - det er et lille fald i forhold til oktober, men set i et større perspektiv er der siden maj tale om en fremgang på 1300.

Der er dog stadig langt til toppen i januar 2008, hvor er blev lagt 32.700 nye job ud på nettet.

Faldet i antallet af jobannoncer har været størst i den private sektor, men også antallet af ledige job i den offentlige sektor er faldet. Stigningen i antallet af jobannoncer stammer dog i øjeblikket især fra jobannoncer fra offentlige arbejdspladser.

- Det skal ses i lyset af, at den tilpasning særligt kommunerne måtte gennemføre i 2010 og 2011 er ved at være tilendebragt. Det giver basis for en svagt stigende offentlig beskæftigelse, konkluderer økonomerne.

Derimod kan regeringens kickstart af økonomien i form af fremrykkede offentlige investeringer ikke ses på antallet af jobannoncer fra den private sektor.

- Større infrastrukturprojekter udføres af private virksomheder - det er dog ikke nemt at finde kickstarten i Danske Jobindex, skriver økonomerne.

/ritzau/

 

Dagens Gossip