Liget af ung mand fundet i trappeopgang

En 20-årig mand er søndag klokken 08.15 fundet død i en trappeopgang i Bramming. Han er død efter knivstik i brystet, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Han havde et knivstik i brystet, og ud fra skaderne og den måde han blev fundet, efterforsker vi det som et drab og afspærret hele området, siger vicepolitiinspektør Bent Thuesen til Ritzau.

Den 20-årige er fundet i Storegade i Bramming nær Esbjerg. De første undersøgelser har vist, at gerningsstedet er en lejlighed i opgangen, hvor der bor en 46-årig mand.

Syd- og Sønderjyllands Politi har nu anholdt den 46-årige mand og sigtet ham for drabet.

- Vi har anholdt manden ved 11-tiden, men jeg kan ikke sige, hvad han siger til sigtelsen, og om der er en relation mellem offer og den anholdte, fortæller Bent Thuesen.

Den 46-årige vil senere blive fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre.

/ritzau/

 

Dagens Gossip