LO: Hjælp ledige med finansloven

Landets mægtigste fagboss, LO-formand Harald Børsting, kaster sig nu for alvor ind i debatten om, hvordan regeringen kan redde de anslået tusindvis af mennesker, der mister deres forsørgelsesgrundlag, når de nye dagpengeregler træder i kraft.

Regeringen må sætte penge af på finansloven til at hjælpe dem, der bliver ramt, mener LO ifølge Politiken.

- Nu er der brug for at blive mere konkret end bare at blive ved med en rund formulering om, at problemet skal løses, siger Harald Børsting til avisen.

LO bringer seks forslag på banen. De vigtigste er, at ledige skal have ret til et års uddannelse på dagpenge, hvis de har været med i en A-kasse i otte år, aldersgrænsen for de såkaldte seniorjob skal rykkes til 55 år fra 57 år og så skal virksomhederne have en kontant bonus for at ansætte folk, der har haft løntilskudsjob.

Derudover foreslår LO, at perioden med supplerende dagpenge skal være længere, jobrotationsvikariater skal tælle med i genoptjeningen af dagpenge, og endelig gentager LO sit krav om, at genoptjeningsperioden for dagpenge skal halveres, så der igen kun kræves 26 ugers arbejde for at få ret til dagpenge.

Det sidste krav er kontroversielt, fordi regeringen gang på gang har slået fast, at der ikke bliver ændret ved den dagpengereform, som blev vedtaget under den tidligere af regering og som træder i kraft til nytår.

- Men det skal nu ikke forhindre mig i at sige, at det ville være ganske fornuftigt at få kigget på genoptjeningskravet, siger Børsting til Politiken.

LO-formanden understreger, at det for ham er underordnet, om regeringen finder sit flertal for finansloven til højre eller venstre side i folketingssalen.

Flere socialdemokratiske borgmestre tager positivt imod LO's krav.

- Det vil være klogt at lytte til LO i sådan en situation, siger borgmester i Randers Henning Jensen Nyhuus (S) til Politiken.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, kalder LO's forslag for "konstruktive indspark".

 

Dagens Gossip