Lockout truer: 1300 folkeskoler i fare for lukning

Tomme skoler, lærere på barrikaderne, fortvivlede forældre og travle bedsteforældre kan blive ubehagelig virkelighed allerede i forsommeren.

Øjeblikkets sammenbrudte overenskomstforhandlinger kan nemlig føre til, at Kommunernes Landsforening varsler en lockout af de 60.000 folkeskolelærere allerede i morgen.

Det betyder, at lærerne ikke må komme på skolerne fra 1. april og ikke optjener løn. Parterne må derefter en tur i forligsinstitutionen, som kan udsætte lockouten i to gange 14 dage.

Lykkedes det ikke forligskvinden af lande en aftale, så må 1.300 folkeskoler lukke fra slutningen af april. Formanden for Skolelederforeningen, Anders Balle, er bekymret, fordi parterne er milevidt fra hinanden lige nu.

- Hvis den store lockout af både lærere og overenskomstansatte ledere træder i kraft, så bliver skolerne stort set nødt til at lukke. Så kan vi ikke håndtere at varetage sikkerheden for de mange børnene med den smule bemanding, der er tilbage, siger Anders Balle til Newspaq.

Nogle skoler og kommuner vil kunne lave en form for pasningsordning for de børn, som ikke har muligheder for at blive passet andre steder. Men alle skoler vil i princippet lukke ned, siger skolelederformanden.

Og så bliver der brug for bedsteforældre-generationen, siger formanden for Skole og Forældre, der repræsenterer 750.000 forældre.

- Så får vi brug for at finde alle de bedsteforældre, vi overhovedet kan i kongeriget Danmark, til at passe vores børn. For de store børn, der ikke har noget at tage sig til i løbet af dagene, frygter jeg lidt, hvad de vil tage sig til. Så det er en situation, der bekymrer mig meget, siger Mette With Hagensen.

Hun påpeger også, at der vil opstå et undervisningsefterslæb og en kaotisk situation især for de afgangselever, der skal til eksamen i maj og juni måned. Nogle forældre vil måske sende deres børn på privatskoler i skoleårets sidste måneder.

- Det giver en masse rod. Og man kan næsten forestille sig hvad som helst. Så jeg vil gerne opfordre parterne til lige at få sovet ud og så sætte sig til forhandlingsbordet igen, siger Mette With Hagensen.

Kommunernes Landsforening ønsker at lærernes arbejdstidsregler bliver fastlagt lokalt på skolerne. Men lærerne vil udskyde den del af forhandlingerne til efter regeringens udspil til en folkeskolereform er forhandlet på plads til sommer.

Kommunernes Landsforening vil stå stejlt på sine krav, så en konflikt lurer, vurderer arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet.

- KL har besluttet sig for, hvilket arbejdstidsaftale man vil have. Den vil Danmarks Lærerforening ikke være med til, så hvis KL skal have en aftale igennem, kræver det et kompromis. Vil de ikke det, er der kun konfliktvejen tilbage, siger han til Newspaq.

Han vurderer, at det trækker op til en kommende lockout.

 

Dagens Gossip