Lønbonus skal forhindre aflysninger hos DSB

Massive problemer med sygemeldinger blandt personalet på Kystbanen, der kører mellem Helsingør og København, har fået DSB Øresund til at tage utraditionelle midler i brug.

De ansatte er blevet lovet en såkaldt stay on-bonus, hvis de passer deres arbejde året ud, hvor der vil ske massive afskedigelser blandt personalet.

- Bonussens størrelse varierer afhængig af antallet af vagter, men ligger i en størrelsesorden omkring 5000 kroner om måneden pr. medarbejder, fortæller Lars Nordahl Lemvigh, der er driftsdirektør hos DSB Øresund.

Lørdag er strækningen ramt af 26 sygemeldinger. Normalt ligger niveauet på fire-fem sygemeldinger om dagen.

Antallet af sygemeldinger er eksploderet, efter at Transportministeriet i juni meldte ud, at Kystbanens tog fra december kun skal bemandes af en lokofører og ingen togfører, som det er tilfældet nu.

Det betyder, at der skal ske afskedigelser blandt togførerne, og nu ser sygefraværet ud til at stige yderligere.

- Fra at antallet af sygemeldinger i begyndelsen steg til mellem 16 og 20 om dagen, så ligger det nu stabilt et sted oppe i 20'erne. Og der er ingen tegn på, at det vil falde, fortæller Lars Nordahl Lemvigh til Ritzau.

Bonusordningen skal motivere de ansatte til at møde på arbejde. Den er skruet sådan sammen, at flere fraværsdage betyder tilsvarende lavere bonus.

Derudover forsøger DSB Øresund at dække ind for de sygemeldte ved blandt andet at hyre personale hos moderselskabet DSB.

- Det værste er, at det går ud over vores kunder, men der er også økonomiske konsekvenser i form af bod, hvis vi ikke kan køre de tog, vi skal, siger Lars Nordahl Lemvigh til Ritzau.

Lørdag over middag har der været 13 afgange, som helt eller delvist var ramt af aflysninger.

/ritzau/

Dagens Gossip