Lokalredaktør chokeret over Amins anholdelse

Chokbølgerne ryster lokalsamfundet omkring Vejlegården, efter restaurantens ejer og restauratør i dag blev anholdt for ildspåsættelse.

Det fortæller udgaveredaktør Mogens G. Madsen fra Vejle Amts Folkeblad.

- Det vil uden tvivl være nummer et samtale-emne ikke bare i dag, men også i de kommende dage. Ikke kun i Vejle, men mange andre steder. Det er jo virkelig en sag, der har optaget sindene, siger han til Newspaq.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at "alt tyder på", at branden 21. december i den tidligere konfliktramte restaurant var påsat.

- Vi har fundet en række arnesteder og spor af brandbare væsker. Nu sker der det, at den anholdte person bliver afhørt i eftermiddag. Og så vil anklagemyndigheden tage stilling til, om han skal fremstilles i grundlovsforhør, siger politiinspektør Brian Olsen til Newspaq.

I sommer var der stor medieopmærksomhed omkring 3F's konflikt mod Amin Skov, der havde opsagt overenskomsten fagforbundet og tegnet en ny med Kristelig Fagforening, Krifa.

Efterfølgende stillede Venstre og Dansk Folkeparti et lovforslag, der skulle stoppe fagbevægelsens ret til at konflikte mod virksomheder, der har tegnet overenskomst.

Sagen har delt danskerne sympatier, alt efter om man mener, 3F har optrådt som en bølle, eller at Amin Skov har tilsidesat spillereglerne på det danske arbejdsmarked.

Redaktør Mogens G. Madsen tror, anholdelsen af Amin Skov kan flytte holdninger, hvis det viser sig, at restauratøren selv har sat ild til Vejlegården.

- Det vil klart være noget, der kan ændre på hele folks opfattelse af sagen. Og på deres holdning til personen Amin Skov, som i vid omfang har fyldt meget, hvis det viser sig, at han er skyldig.

Dagens Gossip