Lykketoft: 530 kopper hidser mig ikke op

Der skal mere end 530 kopper og 55 termokander til at hidse Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), op. Dog er det både bekymrende og alvorligt, når en lobbyvirksomhed ikke spiller med åbne kort.

Kommentaren kommer, efter at det er kommet frem, at Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, og hans kone solgte 530 kopper og 55 termokander til Waterfronts klimanetværk, Copenhagen Climate Network.

- Sagen om kopper og kander kan ikke i sig selv ophidse mig, siger han til Ritzau.

- Det, der er alvorligt her, er, at man har en lobbyvirksomhed, der ikke forklarer, hvem de lobbyarbejder for. Waterfront har i den grad spillet med lukkede kort og ikke forklaret, hvem de var talsmænd for.

Lykketoft mener, at nye retningslinjer på området vil være svære at implementere, men opfordrer i stedet hvert enkelt medlem af Folketinget til at "tænker sig meget om og overvåge, hvem bagmændene de forskellige steder er."

Folketingets eksisterende lobbyregister ville slet ikke opfange denne form for problemer, tilføjer han. Det handler i stedet om, at man som politiker bruger sin sunde fornuft:

- Som Kim Christiansens partiformand, Kristian Thulesen Dahl, sagde i går, så skal man som folketingsmedlem passe på ikke at komme i nærheden af noget, man kan blive hængt ud for.

Folketingsformanden tilføjer, at man burde kunne kræve "en eller anden form for etik" fra lobbyforeningernes side.

Kim Christiansen valgte at skaffe kopper og termokander til pr-bureauet, da han er tidligere isenkræmmer, og hans kone kunne hjælpe med at påføre kopperne Copenhagen Climate Networks logo, forklarede han til 21 Søndag.

I alt fakturerede Kim Christiansens kone Waterfront for 36.798 kroner, hvilket betød en fortjenesten på 21.075 kroner.

/ritzau/

 

Dagens Gossip