Lynhjælp redder psykisk syge fra indlæggelse

Når en person med psykiske vanskeligheder pludselig befinder sig i en slem krise, er det en kæmpe hjælp, at vedkommende nemt kan løfte røret og få en snak med en professionel.

Det viser et projekt i otte af landets kommuner, hvor man har tilbudt akut hjælp til psykisk syge uden for de normale arbejdstider, fortæller socialminister Karen Hækkerup (S).

- En evaluering af projektet har vist, at behovet for genindlæggelse hos de sindslidende, der har deltaget i forsøget, er faldet, siger hun til Ritzau.

- Og det viser, at når man tager noget i opløbet og er til stede, når det begynder at gå galt, kan det være med til at forhindre, at tingene accelererer, fastslår ministeren.

Projektet blev igangsat i forbindelse med Satspulje-aftalen i 2008. Og det har blandt andet inkluderet tilbud om anonym rådgivning over telefonen, personlige samtaler og overnatning på de relevante behandlingsafdelinger i de otte deltagende kommuner.

Nu hvor forsøget er ovre, har fem af de otte valgt at fortsætte akuthjælpen. Ligesom Socialministeriet har udarbejdet en guide til de kommuner, der ønsker at følge trop.

Et initiativ, som landsformanden for foreningen Sind, Knud Kristensen, byder velkommen med åbne arme.

- Vores erfaring er, at det her er et rigtigt godt tilbud, og vi håber, at så mange kommuner som overhovedet muligt vil komme med et lignende tilbud, siger han til Ritzau.

- For det har vist sig mange gange, at den akutte hjælp - eller faktisk bare det faktum, at muligheden eksisterer -, hjælper rigtig mange, siger han og tilføjer:

- Tanken om, at der er nogen, der kan hjælpe, når man får brug for det, er i sig selv næsten helbredende.

Knud Kristensen forklarer, at tryghed fylder meget hos psykisk syge, og hvis man går for længe uden hjælp til at tackle sin pludselige angst, så kan det være med til at forværre tilstanden hos den enkelte.

Derfor synes han også, at det giver god mening, at forsøget har vist, at behovet for genindlæggelser reduceres, når hjælpen står klar.

/ritzau/

 

Dagens Gossip