Madrid afviser spillerkonflikt med Mourinho

Real Madrid afviser, at topspillere hos de spanske mestre har krævet træner José Mourinho fyret til sommer ved at sige til ledelsen: Det er ham eller os.

Den historier pryder ellers forsiden på Marca torsdag, hvor der refereres til et møde tirsdag mellem klubpræsident Florentino Perez og anførerne Iker Casillas og Sergio Ramos.

Ifølge Marca blev Perez fortalt, at en række spillere vil væk fra klubben, hvis Mourinho fortsætter i sit job.

- Alt, hvad der bliver skrevet i pressen omkring et ultimatum omhandlende Mourinho, er usandt.

- Det er kun ledelsen, der bestemmer klubbens fremtid. At der skulle være et sådan ultimatum fra spillerne, passer ikke, siger Perez på et pressemøde, som han har indkaldt til på grund af historien.

Tidligere torsdag bekræftede en Real Madrid-talsmand over for nyhedsbureauet AFP, at et møde mellem Perez og spillerne havde fundet sted.

- Mødet fandt sted, men emnet var ikke det, som Marca beskriver. Det, som Marca skriver, er usandt, lød det fra talsmanden.

/ritzau/

 

Dagens Gossip