Magee testede positiv efter Kessler-prygl

8. december sidste år fik den nordirske bokser Brian Magee gigantiske prygl af danske Mikkel Kessler. Allerede i tredje omgang var det slut for Magee efter endnu et velplaceret dybt stød fra danskeren.

Nedturen i ringen blev ikke den eneste, Magee tog med hjem fra Herning den december-aften. Efter kampen blev den slagne veteran dopingtestet, og testen var positiv for det forbudte stof Oxilofrine.

- Jeg var totalt i chok over, at jeg testede positiv, og jeg troede helt ærligt, at det var en spøg.

- Alt, jeg kunne tænke på, var, at jeg risikerede udelukkelse på livstid eller to års karantæne, som i min alder ville have betydet, at min karriere var forbi, siger 38-årige Brian Magee til hjemmesiden Independent.ie.

Han slipper dog langt billigere - seks måneder.

Magee fortæller, at han op til kampen mod Kessler tog et kosttilskud købt i håndkøb for at komme en forkølelse i forkøbet.

Magee og hans folk fik testet alle de vitaminer og andet, han havde indtaget, og fandt ud af, at det var dette håndkøbsprodukt, der var skyld i den positive test.

Herefter valgte Magee at samarbejde med de britiske antidopingmyndigheder, og han overvejer nu, om han skal lægge sag an mod firmaet bag håndkøbsproduktet.

Trods sin høje alder har Magee ingen planer om at indstille karrieren som følge af sagen. Karantænen på seks måneder udløber i den kommende uge, og Magee er allerede tilbage i træningslokalet.

- Jeg tror stadig, der venter en række kampe på mig derude, siger han.

Før han fik klø af Kessler havde Magee tidligere i karrieren gjort det onde ved et par andre danskere. Mads Larsen og Rudy Markussen har begge fået tæv af den nordirske bokser.

/ritzau/

Dagens Gossip