Mand i fængsel for sextvang mod ung kvinde

I en usædvanlig sag om menneskehandel er en 53-årig mand fra Sydsjælland onsdag idømt 10 måneders fængsel. Mandens offer er en prostitueret dansk pige, som han mødte via nettet tilbage i 2010. Hun var 19 år dengang.

Sagen om menneskehandel er usædvanlig, fordi den involverer en dansk mand og en dansk kvinde. Sager om menneskehandel drejer sig normalt om udenlandske kvinder, der tvinges til at prostituere sig i for eksempel Danmark.

Den 53-årige mand, der tidligere har været leder af en ungdomsinstitution i Sydsjælland, har anket dommen til Østre Landsret.

Efter mødet med kvinden betalte manden hende store summer og han hjalp hende med at sælge sex. Men senere udviklede forholdet sig.

I 2011 sendte manden en række sms'er til kvinden, hvor han truede med at overgive hende til rockergruppen Bandidos, hvis ikke hun gav ham de penge, som han mente, hun skyldte ham.

- Det er først, efter at han har sendt de sms'er, at der har været tilstrækkeligt grundlag for at dømme ham for forsøg på menneskehandel, fortæller dommer Birgit Bjerring Andersen, der var retsformand under sagen.

Anklagemyndigheden krævede også manden dømt for menneskehandel for den periode, fra han mødte kvinden, til han begyndte at true hende.

- I den periode mener vi, at han har været skyldig i rufferi, fortæller Birgit Bjerring Andersen til Ritzau.

Når der er dømt for den alvorlige paragraf om menneskehandel i sagen, som i princippet straffes dobbelt så hårdt som rufferi, så skyldes det, at der er anvendt trusler i sagen.

 

Dagens Gossip