Mand se her: Kød-oaser på vej

Forskellen på mænd og kvinder kommer nu også til udtryk i indretningen af supermarkeder.

I USA eksperimenterer den verdensomspændende detailvareproducent Procter & Gamble med at indrette særlige indkøbsområder, der skal imødekomme mænds indkøbsvaner, som er mere målrettede og mindre impulsive end kvinders, skriver Kristeligt Dagblad.

Supermarkedet New York City's Westside Market i storbyen New York har fulgt op og indrettet en såkaldt "man aisle" (mandegang, red.), hvor barberblade, barbecue-sovs og kød er placeret side om side, så mændene ikke behøver fare vild i det store udvalg.

I Storbritannien gør mange supermarkeder det allerede, og i Danmark arbejder de store detailkæder også på at gøre det lettere, hurtigt og målrettet at finde varerne på indkøbssedlen og komme ud igen.

- Vi forsøger i højere grad at tage højde for, at nogle kunder ikke har lyst til at gå rundt og ose, siger Maia Sejersen, kommunikationskonsulent i Dansk Supermarked, der blandt andet tæller kæderne Føtex, Bilka og Netto.

- De har en liste med og vil hurtigt ind og hurtigt ud igen og har ikke lyst til at skulle hele butikken igennem for at komme frem til mælken. I Føtex er vi lige nu i gang med et udviklingsprojekt, der skal gøre det muligt at komme hurtigere rundt, siger hun.

Hos Coop Danmark A/S, der blandt andet driver supermarkedskæderne Kvickly, SuperBrugsen, Fakta og Irma, mener man også, at den mandlige målgruppe fremover bør have mere opmærksomhed på hylderne.

En amerikansk rapport fra i år konstaterer, at andelen af amerikanske mænd, som foretager familiens ugentlige indkøb i supermarkedet, er stigende. I perioden 1985 til 2011 er tallet steget fra 14 til 31 procent.

Louise Byg Kongsholm, der er direktør i Pej Gruppen - Scandinavian Trend Institute, som formidler viden om tendenser til private virksomheder, er da også overbevist om, at danske supermarkeder snart får mandeoaser.

- Mænd har det bedre med en hurtig løsning og vil gerne have indkøbene overstået. De kan ikke kapere at have 14 forskellige slags ketchup at vælge imellem, siger Louise Byg Kongsholm.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV