Mand vil frifindes for drab på Stevns

Den 34-årige Thorsten Grønlund Thomsen vil pure frifindes for drabet på den 22-årige mekaniker Anders Mark Hansen på Stevns den 2. marts sidste år.

Det oplyser den 34-åriges advokat, Kim Holst, til Ritzau, og de anker derfor dommen på 13 år i fængsel ved Retten i Roskilde til Østre Landsret.

Det er endnu uvist, om den 28-årige Ronni Lauenborg Elg, der er kendt skyldig i medvirken til drabet og idømt fire års i fængsel, også vil anke sin dom.

Senioranklager Bente Schnack fra Statsadvokaten i København gik efter 16 års fængsel til Thorsten Grønlund Thomsen og flere års fængsel til Ronni Lauenborg Elg.

De to dømtes forsvarere gik efter 10 års fængsel til Thorsten Grønlund Thomsen og to års fængsel til Ronni Lauenborg Elg, da sagen kørte i byretten.

En festlig aften med syv uskyldige sms'er til og fra en anden mands kæreste endte ifølge anklageren med at koste den 22-årige mekaniker Anders Mark Hansen livet.

Thorsten Grønlund Thomsen opsnappede nemlig beskederne fra den 10. februar og kvalte Anders i et jalousianfald efter en times voldelig afstraffelse.

- Der er ingen tvivl om, at de sms'er har gjort Thorsten Grønlund Thomsen fuldstændig tosset på Anders. Et vidne forklarede, at Thomsen har sagt, at Anders skulle have en røvfuld og puttes i et hul, sagde Bente Schnack i retten under sin procedure.

Den 34-årige Thorsten Grønlund Thomsen var den, der udførte selve drabet, mens den 28-årige Ronni Lauenborg Elg blot så på uden at reagere, da Anders blev bagbundet, og den timelange afstraffelse begyndte i Fællesskoven på Stevns.

Den 28-årige er dog også kendt skyldig i drabet, fordi han passivt sad i bilen og så på, mens Anders fik slag og spark i massevis af den 34-årige.

- Ronni Lauenborg Elg foretager sig intet for at komme Anders til undsætning. Han har en mobiltelefon og en bil. Han havde alle muligheder for at handle, men han gør ingenting. Anders kunne være blevet reddet, hvis Lauenborg Elg havde handlet, fortalte Bente Schnack tidligere i retten.

Både den 34-årige og den 28-årige beskyldte hinanden for drabet på Anders Mark Hansen. Liget havde en livrem om halsen, og den anden ende af livremmen var bundet fast til anhængertrækket på offerets egen bil.

Der blev ført omkring 30 vidner i sagen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV